Som praktikinstitution tilbyder vi:
- Deltagelse i praktisk pædagogisk arbejde som studerende.
- Et fast punkt på afdelingsmøder, hvor den studerende har mulighed for at involvere personalegruppen i deres tanker, refleksioner, opgaver, undren over pædagogisk praksis og andet.
- Den studerende at indgå i et samarbejde med husets personale.
- Den studerende får kendskab til og forståelse for husets pædagogik, dagens rytme og de praktiske opgaver.
Vejledning
Vi tilbyder vejledning ca. en gang ugentligt på faste ugedage. Ved sygdom, ferie, indkald og lignende, kan dette ikke altid opfyldes. Vejledningstimerne bruges til at diskutere det, som den studerende er optaget af, planlægning af de mål, den studerende skal nå i løbet af praktikken, litteratur, opgaver osv. Det forventes at den studerende laver dagsorden til hver vejledningstime, sådan at der bliver plads til den studerendes egne ønsker.
Forventninger til den studerende
I Skibet forventer vi, at den studerende tilegner sig en viden om og indsigt i det pædagogiske arbejde med 0-6 års området, og samtidig er i stand til at relatere til de teorier, som den studerende præsenteres for på seminariet og andre steder. Vi forventer at den studerende også selv søger viden i relevant litteratur.
Vi forventer at den studerende er interesseret og aktivt indgår i de pædagogiske processer og daglige praktiske opgaver, samt det daglige arbejde på lige fod med resten af personalet, ud fra egne forudsætninger og med plads til egne ønsker.
Vi forventer, at den studerende kan forholde sig refleksivt og undrende til personalets og egen praksis. Vi er en institution med fokus på udvikling af pædagogisk praksis, og vi forventer, at vores studerende deltager i den udvikling ved at forholde sig refleksivt og nysgerrigt til praksis.
Vi forventer, at den studerende deltager i personalemøder, forældremøder, sommerfest/julefest.
Vi forventer, at den studerende møder til tiden, overholder vores personalepolitik fx kostpolitik og andet.