Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Det daglige forældresamarbejde

Det daglige forældresamarbejde

Alle børns forældre bliver tilbudt en samtale inden for de første 3-5 måneder, når barnet er startet i Skibet. Det gælder ved start i vuggestue og børnehave. Ved overgangen fra vuggestue til børnehave holder vi en samtale hvor forældre og en pædagog fra den afgivende vuggestue og fra den modtagende børnehavegruppe deltager.
Vi arbejder med og har altid arbejdet med et differentieret forældresamarbejdet.

Vi har forældre, der har brug for mere vejledning og rådgivning end andre, de får tilbudt flere samtaler. Vi har forældre, hvor børnene har særlige udfordringer, der tilbyder vi også samtaler med PPR- småbørnsteamet, hvor vi deltager. Vi har engagerede forældre, der deltager i og bidrager til forældrearbejdsdage.
Forældre er lige så forskellige som børn, og de tilbydes et samarbejde, der er baseret på tillid, på det, som de har brug for og et samarbejde, der er baseret på, at vi alle vil det bedste for barnet.

Vi har samtidig en forventning om, at I forældre viser interesse for jeres barns/ børns dagligdag. Den gode dag for jeres barn/ børn er vigtigere, end om sutsko, vanter, huer og lign. er på garderoben. Vi vil gerne, at fokus er på børnenes trivsel, når I henter.
Er de glade?
Ser de ud til at have haft en god dag?
Har de leget nogen gode lege?
Vi opfordrer jer forældre til dialog med personalet om jeres barns dagligdag, trivsel og udvikling, og også til at I har forståelse for, at personalet kan være i gang med andre gøremål, som lige her og nu er vigtige, og som betyder, at den voksne ikke er til rådighed.
Det betyder ikke, at personalet ikke vil snakke med jer, men det kan være en god ide at finde et tidspunkt, hvor begge parter har tid og ro til en ordentlig samtale.
Vi har flere forskellige arrangementer i løbet af året, hvor I forældre er inviterede.
Til fastelavnsfesten er alle forældre velkomne til at deltage i formiddagens tøndeslagning, hvis I kommer udklædte.
Vi holder sommerfest i juni, hvor børn, søskende, forældre og bedsteforældre bliver inviteret.
Skibets fødselsdag fejrer vi d. 1. februar, hvor alle inviteres til morgenmad mellem kl. 7-10.
Vi holder julefest i december, hvor børn, søskende og forældre bliver inviteret.