Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Principper for Børneinstitutionen Skibet

Billedet af et anker

Principper og politikker i Skibet

 

Principper i Skibet:

  • Skibet er børnenes hus
  • Alle børn har ret til at blive set og hørt hver dag
  • Alle børn har ret til at være den, de er

Når vi i Skibet arbejder anerkendende, så:

  • møder vi børn og voksne åbent og lyttende.
  • vækker vi ikke børnene, når de sover til middag, medmindre der laves særlige individuelle aftaler om et enkelt barn.
  • stiller vi krav til børnene, som møder barnet der, hvor barnet er
  • har vi forståelse for, at alles følelser er rigtige
  • er vi opmærksomme på, at ingen børn græder, uden der er en grund- der er altid en grund til, at barnet har det, som det har
  • reflekterer vi over, hvem barnet er, hvorfor barnet er, som det er, og hvorfor det gør, som det gør

Måltidspolitik i Skibet

Vi vil gerne give alle børn i Skibet rolige og hyggelige måltider. Det er vigtigt, at børnene får mad, der ser indbydende ud og smager godt. 
Vi vil med denne måltidspolitik arbejde fokuseret med madro. Madro fremmer både sundhed og trivsel. Madro betyder ikke, at der skal være stille i spisesituationen, men at både barn og voksen har ro i kroppen og i hovedet omkring maden. Mad skal ikke være en bekymring for et barn. Mad skal være næring og nydelse. (Madroinstituttet 2022) 
Det er vores opgave som voksne at forebygge et anstrengt forhold til krop og kost. Samtidig skal vi gøre vores bedste for, at børnene får sunde madvaner; altså at de med tiden spiser varieret og hverken får for meget eller for lidt. 
Vi vil i det pædagogiske arbejde med måltidet bruge Ansvarsfordelingen (se plakat fra Madroinstituttet 2022) 

De voksne bestemmer
- Hvad der serveres, hvor det serveres og hvornår det serveres.

Barnet bestemmer
- Hvad barnet spiser, hvor meget barnet spiser og i hvilken rækkefølge barnet spiser det.

Denne ansvarsfordeling hjælper barnet til at stoppe med at spise, når barnet er mæt, spise mad, når barnet er sultent, blive mere madmodig og få gode spisevaner senere i livet – det gælder både det småtspisende barn, og barnet, der spiser for meget. 
Derudover skal der være fokus på smage og farver på maden. Vi vil gerne have fjernet både medarbejdernes, forældrenes og børnenes fokus fra madens næringsværdi, da opmærksomhed udelukkende på næringsværdi kan fjerne lysten til mad. Mad er fascinerende på mange måder og nysgerrighed omkring mad kan skabes igennem smage og farver, og igennem tekstur og mundfølelse. 
Vi vil have et pædagogisk fokus på ikke at inddele mad i ”sundt” og ”usundt” eller ”godt” og ”skidt”. Disse begreber er ikke faglige begreber, og de vil derfor være individuelt defineret. For nogle beskrives maden som usund pga. kalorieindhold, for andre er det sukkerindholdet, for nogle handler det om fedtindholdet og for andre noget helt fjerde. Der er altså intet facit. Sandheden er, at en enkelt fødevare ikke er hverken farlig, en frelse, noget der gør dig tyk eller noget man skal gøre sig fortjent til. Om noget er sundt eller usundt handler altid om mængde og kontekst og vil derfor være forskelligt fra person til person. 
Inddelingen er både fagligt forkert, og den kan skabe dårlige spisevaner og mindske trivslen. Børnene skal lære at leve i en verden, som indeholder alle typer af fødevarer, og de skal gerne spise et stort udvalg af dem. De skal lære at navigere efter deres egen sult og mæthed. De skal lære at mærke deres krops signaler. Det skal vi hjælpe dem med. På den måde kan de få madro. 

Frokost 
Der bliver lavet en madplan hver uge til stuerne. Personalet i køkkenet er uddannet i at lave mad til børn. 
Maden serveres så vidt muligt, så børnene tydeligt kan til- og fravælge fødevarer på deres tallerken. 
Børnene øser selv op både mad og vand, og når vi får rugbrød, lærer børnene selv at smøre. 
Alt sammen med hjælp og støtte fra den voksne, hvis barnet har brug for det. 
Børnene deltager i borddækning og afrydning, så de bliver præsenteret for hele måltidets rammer. 
Vi følger Fødevarestyrelsens anbefalinger og tilstræber at købe økologisk, spise mere grønt og bæredygtigt. Vi tager hensyn til dem, der ikke spiser svinekød og til dem der har lægefagligt bestemte allergier. Der vil altid være noget, barnet kan spise.

Fødselsdage i Skibet 
- Start altid med at snakke med stuens personale for at planlægge dato og tid samt hvad der skal medbringes eller serveres hjemme og gør det i god tid, gerne 14 dage før 
- Vi vil gerne lære børnene, at man kan hygge og fejres med andet end kage, is og slik, og derfor serverer vi ikke dette til børnenes fødselsdage, heller ikke selvom det kommer i en sukkerfri udgave. Det er ikke så meget produktet kage, is og slik, vi vil undgå, men vi vil gerne lære børnene og give dem nogen gode oplevelser af, at hygge og fejring ikke kræver kage, is og slik. 
Vi oplever, at børnene sætter lige så stor pris på frisk frugt, boller og pølsehorn. De efterspørger ikke de søde sager.